mobning

Hej Blog

i dag tager jeg hul på en af mine store emner nemlig Mobning og hvad det har betydet for mig og hvad det har gjort ved mit liv og jeg ved det bliver meget svært og skrive om fordi det stadig ligger i mig og jeg tror aldrig jeg kommer af med den men led os begynde så ser vi hvor vi ender.
der er ikke mange der kender hele historien men her kommer den
håber den sætter nogen spørgsmål og tanker igang

for at sige det meget let så har mobning fuckede mit liv godt op og har ødelagt mig på mange måder
det er først her inden for det sidste halve år jeg er begyndt at mærke at jeg er ved at få kontrollen igen
ja det tog også kun 20 år af mit liv, det er 20 år jeg aldrig for igen
når men lad os starte ved begyndelsen
jeg startede jo i folkeskole som så mange andre som 6 årig de første 2 år var endelig meget fine
men i 2 klasse ændrede det sig hurtigt folk begyndte at kalde mig ting, efter noget tid begyndte alle og skubbe til mig så jeg faldt, det stod på i ca 3 år i den tid begyndte jeg at isolere mig selv jeg turde ikke gå uden for klassen for der var de store elever som bare gjorde det værre jeg holdt mig meget i hjørner hvor de ikke kunne overraske mig jeg sagde det ikke til nogen på dette tidspunkt jeg troede det vil gøre det værre,
i 5 klasse begyndte de andre elever at slå mig hårdt, de gemte mine ting smed vand efter mig, jeg begyndte og leve i frygt, jeg var bange uanset hvor jeg gik jeg var bange for at komme i skole derfor blev jeg hjemme og lod som om jeg var syg, jeg havde rigtig mange `sygdage´ og mine forældre forstod det jo ikke for jeg havde aldrig fortalt hvordan det gik i skolen ud af til så alt jo ud til at være i den fineste orden men under overfladen var det en helt anden leg, okay så kom vi til det tidspunkt hvor mig og min familie valgte at flytte til Bording, og jeg skulle starte på en ny skole, og jeg troede at yes nu kunne jeg starte på en frisk men desværre gik det ikke sådan, det blev faktisk kun værre og jeg kom til det punkt hvor jeg sagde det til lærerne det skulle jeg aldrig have gjort for så blev det jo taget op på klassen og hvem blev så udstillet som sladrehank så det blev bare værre og da lærerne havde fået nok af alt mit fravær og problemer kom jeg så til at snakke med en skole psykolog og uanset hvad jeg sagde fik psykologen vent det til at det måtte jo være mig der var problemet og den tog jeg til mig, det ødelagde da for alvor min selvværd
tiden gik lidt og efter rigtig mange samtaler mig skolen mine forældre blev skolen og kommunen enige om at tage mig ud af skolen ca et halvt år og så starte på en ny privat skole i Herning og jeg havde det endelig godt der, folk var ikke efter mig men selv om alt ting var godt så var skaden allerede sket en skade der sad meget dybt i mig, jeg levede i frygt hverdag og havde lavt selvværd og havde mange gange haft selvmords tanker,
så startede jeg på efterskole de bedste år af mit liv jeg fik stille modet tilbage men gik tit for mig selv for det lå jo i min natur i frygt for andre også selvom jeg ikke havde noget at frygte på efterskolen alle var søde.
når efterskolen sluttede og jeg skulle i gang med min første udd jeg vil ikke til at gå alle igennem men fælles for alle var at jeg ikke var en del af fællesskabet fordi jeg var bange for alle mennesker jeg ikke kendte
i en alder af 17 år begyndte mine stemmer at komme som jeg har skrevet i et tidligere indlæg, men de stemmer satte jo en lavine igang jeg fik det så skidt med mig selv så stemmerne blev jo ved med at sige jeg ikke var noget jeg kunne lige så godt være død, og det ønskede jeg meget i den tid jeg tror det der holdt mig tilbage var mine familie jeg kunne ikke gøre det imod dem havde jeg været helt alene så havde jeg ikke stået her idag,
tror jeg vil slutte den af her jeg kunne blive ved længe men det kan være jeg tager den op igen
men jeg kan ikke sige det nok mobning skader et menneske for livet jeg vil altid skulle leve med hvad der skete i folkeskolen og på mine udd. det forsvinder aldrig men man kan komme så langt at man kan leve med det
håber nogen vil smide en kommentar
skal også lige sige jeg er nu passeret nr 200 der har været inde og læse min blog ikke mange men det er meget godt synes jeg :) jeg skriver ikke mere før næste uge da jeg skal hjem til mine forældre og så se på ny bolig så hold jer munter til da